København lægger bymidte til, når footvolleyens verdenselite gæster hovedstaden 1.–3. august i forbindelse med Footvolley League of Champions – en international topturnering, der tiltrækker nogle af de mest spektakulære sportsudøvere fra Brasilien, Mellemøsten og Europa.
Turneringen spilles midt på Kongens Nytorv – i hjertet af København – og markerer en ny sport i Danmark med et nyt niveau for strand og street sport i Danmark. Det er første gang, et turneringsformat af denne kaliber finder sted i byen og arrangementet er gratis for publikum.
Footvolley er en eksplosivt voksende sportsgren, der kombinerer fodboldens teknik med beachvolleys netspil. Bolden må ikke berøres med hænder – kun fødder, hoved, bryst og lår – hvilket skaber et flyvende og publikumsvenligt spil fyldt med wow-momenter. Sporten er oprindeligt brasiliansk, men har vundet globalt indpas og tiltrækker i dag millioner af fans og spillere.
Stjernerne kommer til København
København får besøg af flere af verdens bedste herre- og damepar, herunder de brasilianske mestre Sandrey og Michel Costa. Turneringen er en del af en større europæisk tour og fungerer som en af tre grand slams til sæsonfinalen på Tenerife i efteråret.
“Vi bringer strandlivet direkte ind i centrum af byen. Footvolley forener sport, byrum og energi på en måde, der skaber en helt særlig stemning. København er fyldt med kystlinje, men ikke fyldt med det strandliv, man kender fra andre kystnære storbyer. Ligesom Kongens Nytorv bliver til et iseventyr om vinteren med skøjtebanen, vil vi forvandle torvet til et mini-copacabana” siger Morten Levinsen, der er turneringsansvarlig og Bestyrelsesformand for de lokale værter Copenhagen Footvolley.
Et event for hele byen
Der bliver gratis adgang til tribunen, pladsen fyldes med strandstole, musik, lækker mad hele dagen og mulighed for at møde spillerne mellem kampene. Footvolley League of Champions forventer tusindvis af tilskuere over de tre dage – både sportsinteresserede, nysgerrige og turister.
Praktisk information:
Dato: 1.–3. august 2025
Sted: Kongens Nytorv, København
Adgang: Gratis
Se video om footvolley: https://www.instagram.com/p/DMZ4LZ5MVSp/
Mere info: www.footvolleyleagueofchampions.com
Pressekontakt:
Morten Levinsen
Tlf.: 22228025
E-mail: morten@bolao-sports.com

